Weiter zum Inhalt

Tisvildeleje – historisk badeby og ung kultur

Foto: Tine Uffelmann

Der er masser af gode grunde til at besøge den lille og livlige badeby Tisvildeleje, der er kendt for sine farverige, ikoniske badehuse, som stråler sommeren lang.

Foto: Tine Uffelmann
Tisvildeleje - Hygge langs stranden i vejkanten
Foto: Newborn Media & Fluffy Films

I de varme måneder kommer besøgende fra nær og fjern, og om vinteren holder flere kreative iværksættere gang i feriebyen. Her  kan du blive inspireret til, hvilke særlige kultur- og naturperler du skal besøge på en dagstur eller over en weekend, når du besøger den historiske og populære badeby. 

Her ved havet, skoven og hegnet kan man geare ned og blive ét med naturen. Den kilometerlange, hvide sandstrand har god plads til alle, og man kan altid finde sit eget lille sted i klitterne, ligesom der er muligt at vandre i Tisvilde Hegn og nyde stilheden, helt for sig selv.

Men Tisvildeleje er også masser af socialt liv. Musikfestivalen Musik i Lejet er populær. Det årlige Kildemarked med kunsthåndværk, underholdning, mad og drikke trækker masser af besøgende og på lørdage i sommermånederne er der loppemarked på Birkepladsen.

Tisvilde Bio sørger for kvalitetsfilm og Tisvilde Bistro for underholdning og god mad hele året. Oplev ægte badebystemning på historiske og nænsomt restaurerede badehoteller, hvor forkælelse og hjemlig atmosfære er i højsædet.

Er du til natur?

Er du en friluftssjæl, kan du glæde dig over, at naturen i Tisvildeleje er fantastisk smuk året rundt. Tag en vandre- eller cykeltur over en weekend ved Tisvildevejen, eller besøg Tibirke Bakker lige ved Tibirke Kirke.

Nyder du at kigge på fugle, kan du tage ud ved Pøle Ås udløb i Arresø, hvor både havørne og isfugle holder til. Ellers kan du slå smut eller dyrke yoga ved Stranden ved Lille Kulgab.

Skal ungerne med ud i naturen, så besøg Troldeskoven i Tisvilde Hegn, hvor de krogede træer inviterer til leg og klatring. Tag også forbi Wieth-Knudsen Observatoriet ved Tisvilde Hegn, hvor børnene kan komme ind og se den store astronomiske kikkert, når der er åbent hus to gange om måneden.

Praktisk information

Her finder du nyttig information til planlægning og brug under din ferie i Tisvildeleje

Find åbningstider på turistinformationen, planlæg din ferie, se kort over byen, hvordan kommer man rundt med offentlig transport, læs VisitNordsjællands feriemagasin, find en blå flag strand og hvor lejer man en cykel? 

Share your wonders: