Havnehygge på Hundested Havn

Det pulserende havnemiljø på Hundested Havn

Foto: Hundested Erhverv

På havnen i Hundested er der liv året rundt og oplevelser for både store og små. I det rå autentiske havnemiljø ligger restauranterne dør om dør, og langs kajen byder gallerier og kunstværksteder på alt fra glaskunst og eksklusive smykker til malerier og andre unikke kunstværker.

Foto: Nikolaj Danielsen
Hundested Havn
Foto: Nikolaj Danielsen

Kommer du forbi på det rigtige tidspunkt, kan du endda opleve de dygtige kunstnere i aktion. Småfolk og andre legende sjæle kan fange krabber og se levende fisk på havnens klap-en -fisk platform eller brænde krudt af på den sjove naturlegeplads. 

Henover sommeren afholdes der flere forskellige events - blandt andet den særlige kulturattraktion Hundested Sandskulptur Festival, hvor sandskulptører skaber smukke kunstværker af de gyldne sandkorn. 

Foto:Nikolaj Danielsen

Besøg den stemningsfulde Kajgade

I Kajgaden, det populære og stemningsfulde shoppingstræde på Hundested havn, holder en stor del af byens lokale designbutikker og arbejdede værksteder til. 

Besøg den hyggelige butik Cookie Home med tøj til alle aldre og årstider. Butikkens ejer har fokus på lækker kvalitet til gode priser og forhandler, udover tøj, også glitrende smykker og lækre ting til hjemmet.

Trænger du til en ekstraordinært god kop kaffe, kan du gøre stop hos Det lille Kafferisteri, der både er risteri, kaffebar og butik i ét lokale. Kaffebaren rister mange gange om ugen, og al kaffe er økologisk og af høj kvalitet. På hylderne finder du også et eksklusivt udvalg af brygudstyr og anden forkælelse til din kaffe.

Har du glemt dine solbriller derhjemme eller går brillerne i stykker, så slå vejen forbi Havnens Optik, som ligger midt i Kajgaden og er nabo til Sandskulptur Festivalen. Hos Heidi får du det sidste nye indenfor briller, solbriller og synsudstyr. Lige overfor brillebutikken ligger butik Pigen på Kajen, hvor du kan du shoppe tøj, smykker, sko, tasker og accessories.

Det er også Kajgaden at indgangen til Sandskulptur Festivalen er. Her kan du udover at se på de smukke og betagende sandskulpturer, også slå dig ned i caféen og nyde frokosten eller en god kop kaffe. Du finder også et stort udvalg af souvenirs samt brochurer og kort fra Halsnæs og Nordsjælland. 

Når du træder ind i Kajgaden finder du det smukke Galleri Nord, som gør sig i smykkekunst, fremstillet af naturens fineste materialer samt spændende tasker fremstillet af sejl og presenninger. 

Blandt fiskerhusene i Kajgaden finder du også havebutikken Barfods Have, hvor gartner, Anja Barfod, står klar med tips til sommerhushaven og et spændende udvalg af havegrej, krydderurter og meget andet til have- og udelivet.

Når du har shoppet dig gennem gaden, kan du slutte af hos Galleri Liisberg og se på kunst, nyde en kold øl eller en kop kaffe i caféen. Galleri Liisberg er et moderne og internationalt kunstgalleri, som viser anerkendt dansk og international kunst, foruden Annette Liisbergs egne værker, malerier og upcyclede borde.

Design og kunsthåndværk

Et stenkast fra Kajgaden, helt ud til vandkanten på den gamle bedding, ligger glaspusteriet Backhaus Brown side om side med guldsmed Bendix Copenhagen, hvor du kan shoppe henholdsvis smuk unika glasdesign og danskdesignede smykker i ædle metaller, diamanter og kulturperler.

Ikke langt derfra holder butikken Helle K Kunst & Design til med kunsthåndværk fra Afrika, Asien og Danmark – blandt andet puder syet af sarier fra Indien, broderier fra Nordvietnam og kurve, klæder og smykker fra Ghana, Senegal og flere andre lande. Alt sammen handlet med fokus på fairtrade.

Mange lækre spisesteder

På Hundested Havn ligger også flere gode spisesteder – blandt andet Halsnæs Bryghus, der kalder deres køkken for ærligt og enkelt, inspireret af øl og præget af fisk. Hold øje med kalenderen - der er musik, grill, comedy, ølsmagninger og forskellige arrangementer på programmet.

Hos Restaurant Havfruen kan du nyde den smukke udsigt fra solterrassen og et velsmagende måltid. Prøv fx det berømte fiske- og skaldyrsfad eller et godt stjerneskud. Udsigten til havnebassinet kan nydes i både sol og regn, da restauranten har pladser inde og ude – oppe og nede.

Det hyggelige spisehus Knud laver bistro-klassikere på deres egen måde; søstærkt og inspireret af vandet, der omgiver Hundested. Østers, hummer, blåmuslinger og smørstegte fladfisk er faste retter på menukortet, men der også er plads til en god bøf, grønne retter og stegt fjerkræ.

Restaurant Molen er den første restaurant du møder på Nordre Beddingsvej. Er du til klassiske retter og et bredt udvalg af delikatesser og vil sidde på førte parket til havnen, så er Restaurant Molen et godt valg. 

Med en perfekt placering og udsigt til hele havnemiljøet, finder du Proviant Hundested. Her serveres god mad, vin, øl og kaffe til dig. Du kan sidde inde eller ude under parasollerne id et gode vejr og nyde udsigten til bådene i havnen. 

I det lille stræde bag Halsnæs Bryghus ligger den lille café Kamelens Kys. Udover at tilbyde kaffe, kage og frokost, er det også muligt at købe kunsthåndværk. I weekenderne afholdes events eksempelvis musik underholdning. Maden laves fra bunden og der bruges lokale råvarer i samarbejde med Spisekammer Halsnæs

For børn og barnlige sjæle

Er børnene med på tur, så er der også noget for dem på havnen i Hundested. Molens Minigolf ligger i første parket lige ved havnebassinet ved siden af restaurant Knud. Her kan du spille minigolf på en 18-hullers flot bane, nyde lækker is, sandwich og kolde drikke. Oplevelsesplatformen "Klap en Fisk" er åben fra april til oktober, med to store rørbassiner med frisk fladfisk og krabber, som de mindste kan røre ved. Bagefter kan de små være aktive på den lille naturlegeplads.

Foto:Nikolaj Danielsen